|

Jizerkas nationalpark i Tjekkiet dannede for 19. gang rammerne om Shi Kons internationale sommerskole, som blev afholdt den 11.-17. juli 2010.
Fra Shi Kon Danmark deltog Palle Thoft Jensen, som var med for 10 år i træk samt Kjeld Kjærsgaard, Julie Thoft Jensen, Jonas Søndermølle og Peter Kristensen.
Lejren blev som sædvanligt ledet af Shi Kons chefinstruktør Steve Rowe, 8. dan. Han blev i år assisteret af Chris Rowen, 7. dan goju karate, Martin Gatter, 6. dan karate, Ondra Musil, som blev tildelt 7. dan karate på lejren, Palle Thoft Jensen, 6. dan karate og Adam Lawrie, 4. dan karate.
Vejret viste sig fra sin aller bedste side med sol og varme hele ugen. Der kom nogle enkelte regnbyger, men de rensede blot luften og gjorde opholdet i bjergene til en endnu bedre oplevelse.
Shi Kon arbejder ud fra nogle principper, som ligger til grund for enhver effektiv måde at bruge krop og sind på uanset hvilken kampkunst der dyrkes. Således havde Steve Rowe i år valgt at tage udgangspunkt i følgende ideen: kropskernen - åbne, strække op, lukke, presse sammen og slippe (open, suspend, close, compress, release), taljens rolle i kontinuerlig bevægelse, forbundethed og power samt kilen og cirklen (spiral, sfære).
Hver dag startede med valgfri Chi Kung og Tai Chi træning fra kl. 0700 til 0800. Det var en rigtig god måde at komme i gang med dagen på og en perfekt måde at repetere og huske de emner, som blev gennemgået i dagens lektioner.
Hver dag foregik træningen efter samme tidsskema:
Formiddag kl. 0900-1030 fælles gruppetræning med Steve Rowe eller opdelt træning i Karate (Chris Rowen) eller Tai Chi (Steve Rowe), kl. 1030-1200 Aikido træning med Ondra Musil, 5. dan.
Eftermiddag kl. 1600-1730 opdelt træning i Karate (Chris Rowen, Palle Thoft Jensen og Adam Lawrie) eller Tai Chi (Martin Gatter), kl. 1730-1900 Aikido træning med Ondra Musil.
Steve Rowe underviste i Nei kung (intern forbindelse), chi kung (internt forankret kropsbevægelse) samt anvendelse af dette i Yang Chen Fu formen og pushing hands samt praktisk anvendelse af bevægelser fra Yang Chen Fu og Long Boxing formene samt karate kata.
Chris Rowen underviste i Goju kata Sanchin og Seisan samt praktisk anvendelse af de styrende principper i goju karate som sink, swallow, float og spit. Chris har en fantastisk dyb forståelse for kampkunst baseret på 3 års ophold og træning i Japan hos Gogen Yamaguchi, 10. dan goju kai. Under dette ophold blev Chris som en af meget få udlændinge uddannet Shinto præst.
Martin Gatter underviste i Tai Chi lang form (Yang Chen Fu) og Tai Chi Long Boxing (Chang Chuan). Martin viste hvordan den lange form træner de rigtige kropsforme og interne forbindelser. hvilket bl.a. udvikler Ting Jing (lyttende energi) samt skaber fundamentet for Fa Jing (energi udladning). Long Boxing bygger videre på Yang Chen Fu formen idet der nu fokuseres på Fa Jing. Medens den første form øves langsomt kan den anden form blive meget hurtig og eksplosiv. Igennem Shi Kons principbaserede tilgangsvinkel blever koblingen mellem Tai Chi og Karate meget åbenlys og kan nærmest beskrives om 2 sider af den samme mønt.
Palle Thoft Jensen underviste i Wado baserede makkerøvelser med udgangspunkt i Wado Kihon og videreført i bl.a Ohyo Kumite. Palle viste hvordan ugens ideer kom til udtryk i disse øvelser samt hvordan de med små tillempninger var anvendelige i såvel selvforsvar som konkurrence kamp. Med inspiration i Kihon Kumite (wado’s 2-mands ju-jutsu kata) viste Palle hvordan principperne i disse selvforsvarsorienterede øvelser havde lige så stor praktisk anvendelse i moderne konkurrencetræning.
Adam Lawrie underviste i MMA og arbejdede med forskellige clinch situationer og nedtagelser. Disse førte naturligt videre til forskellige ground work situationer, hvor indgang
og flugt fra bl.a. mount og rear-mount position blev øvet i forskellige variationer.
Ondra Musil underviste i Yoshinkan Aikido (samme stil som Steven Seagal udøver), hvilket er en meget kontant no-nonsense kamporienteret Aikido stil. Alle klasser holdes udendørs og alle eleverne er fantastiske til ukemi (faldteknik) idet træningen foregår på en stor græsplæne (hvor det ikke er slidt væk!). Træningen er meget omfattende og tempofyldt. Dan-gradueringer afholdes ved den sidste træning og det er altid en oplevelse at se hvordan udøverne går til den uanset hvilken dan-grad de skal op til.
Steve Rowe sluttede lejren af med at opsummerede Shi Kons focus på principper frem for teknik. Dette betyder naturligvis ikke, at der ikke anvendes teknikker i Shi Kon, men al tekniks træning tager udgangspunkt i principper. Gennem tilstrækkelig træning bliver principperne så dybt forankret, at enhver teknik og bevægelse er styret af principperne. Den udløsende faktor er det rette sindelag, som Steve kalder “Hunters Mind” (Jægerindstilling). I stedet for at bekymre sig om at blive ramt og valg af teknik bruges jægerindstillingen til at jagte åbninger. Teknikker opstår herefter frit og spontant af sig selv når man kigger efter muligheder.
Vi glæder os allerede til næste års lejr hvor vi skal fejre 20 års jubilæum.
|