|
Søndag, 6. juni 2010 22:11 |
|
 Shi Kon Kampkunst havde igen den store glæde at have Shi Kon Internationals chefinstruktør Steve Rowe som underviser på klubbens instruktørkursus. Som sædvanligt blev der undervist i både karate og tai chi.
Steve Rowe har en meget stor forståelse for kampkunst og baserer sin undervisning på de underliggende principper, som gælder for enhver form for kampkunst.
Karatetræningen startede med grundlæggende slag og spark i kampstilling med focus på bevægelse på tæerne og tempo tilpasset så man forbliver i fight tilstand i stedet for at skifte til flight tilstand. Slag og spark blev sammensat til en form, hvor sekvenserne gentages til begge sider og med drejninger til 4 retninger. Dette blev fulgt op med makkertræning, hvor evne til at læse modstanderen og placere sig selv mest fordelagtigt for efterfølgende angreb blev øvet i højt tempo. Alle teknikkerne blev herefter trænet på flethandsker og store puder for at træne træfsikkerhed, bevægelse og dækning, idet puderholder efter træfning gav "feedback" med puderne hvis angriber ikke dækkede sig og tog afstand efter angreb. Der blev også tid til træning af effektiv anvendelse af nærkampsteknik i form af greb for balancebrydning efterfulgt at albueslag samt deraf afledte uppercuts, hooks, baghåndslag, hammerslag, håndkantslag, håndrodsslag mv. Disse bevægelser er en del at den brede vifte af teknikker indeholdt i ethvert velfunderet karatesystem og danner grundlag for et meget effektivt selvforsvar.
Tai Chi træningen fokuserede på anvendelse af taljens kontinuerlige bevægelse for at give power i såvel arm- som benbevægelser. For at identificere og isolere taljen lavede vi bl.a. chi kung øvelserne og første sektion af formen siddende. Dette var virkelig en øjenåbner, som bevirkede at alle fik en meget større forståelse for taljens store betydning for sammenhængende bevægelser. |