|
Karate har sin historiske rødder i kinesisk gongfu (også kendt under navnet quan-fa og chuan-fa eller "næve vej", som på japansk hedder kempo). Blandt de fleste historikere er den almindelige opfattelse, at Boddhidharma - en indisk munk og Zen buddhismens første patriark - i det 6. århundrede rejste til fods fra Madras i Indien over Himalaya bjergene til Kinas nordlige Honan provins. Her slog han sig ned i Shaolin templet ved Songshan bjergene og underviste munkene i zenbuddhisme.
Han fandt imidertid de kinesiske munkes fysiske tilstand så ringe, at de ikke kunne holde til den meget krævende meditiationstræning. Han introducerede derfor en fysisk øvelsesserie bestående af 18 øvelser for munkene. Disse øvelser, som baserede sig på såvel virkelige som mytologiske dyrs bevægelser, blev yderligere forbedret og var med til danne grundlaget for det der senere skulle blive den kinesiske boksnings "hårde skole" (Wai-Chia-Chuan).
Chuan Fa udviklede sig siden i nordlige former (Pei-Chuan) og sydlige former (Nan-Chuan). Nordkina har bjergrigt terræn og store sletter; formerne blev her store bevægelser, lave stillinger og dynamisk teknik. I syd er landet fladt og med mange floder; formerne blev her små bevægelser, høje stillinger og stationær teknik, der bl.a. kunne bruge i kamp på både. Denne gruppering er også overført til Okinawa og i dag videre i den japanske karate. Den bløde skole (Nei-Chia-chuan) opstod som et modstykke til Shaolin-boksningen og omfatter Tai Chi Chuan, Pa-kua og Hsing-I.
|